DEPRESSION

Hvad er depression?

Mennesker som rammes af en depression, oplever en konstant og vedvarende følelse af at være nedtrykte og triste. De har ikke den samme interesse for ting, som de plejer at have, og nogle oplever en nedsat evne til overhovedet at føle noget. Flere føler sig også mere trætte end normalt og kan have nedsat lyst til at gøre de ting, som tidligere gjorde dem glade.

 

Depression kan opstå i alle faser af livet, og der findes forskellige sværhedsgrader af depression: mild depression, moderat depression og svær depression. Ved en mild depression kan man som regel nogenlunde opretholde hverdagen, mens man ved en svær depression kan have vanskeligheder ved helt basale ting, såsom at gå i bad og få noget at spise.

 

Depression er ikke en normaltilstand og kan på ingen måde sammenlignes med det at have en dårlig dag. En depression er indgribende og kan have store konsekvenser for både den person, der rammes, og personens tætte relationer. Man antager, at 15-25 % af alle kvinder og 7-12 % af alle mænd får en depression i løbet af livet (sundhed.dk). Depression er altså en forholdsvis almindelig psykisk lidelse.

Symptomer på depression

Kendetegnende for depression er at opleve nogle eller flere af nedenstående symptomer: 

  • Følelser: Nedtrykthed, skyld, skam, angst, vrede, nedsat selvtillid
  • Krop: Dårlig appetit, vægtændring, dårlig søvn, manglende søvn, træthed
  • Tanker: Grublen, ubeslutsomhed, manglende koncentration, selvmordstanker
  • Adfærd: Lavere aktivitetsniveau, social tilbagetrækning, manglende interesse, apati, ingen glæde ved tingene og en følelse af at blive overvældet af daglige opgaver.

Når man er deprimeret, er man typisk præget af negative og bekymrede tanker om sig selv som: "hvorfor har jeg det sådan her?”, ”Hvad kunne jeg have gjort anderledes?”, ”Hvad har jeg gjort forkert, siden jeg har fået det så dårligt?”, ”Hvad hvis jeg aldrig får det bedre?”. Ofte bruger man adskillige timer dagligt på at finde svar på disse spørgsmål ud fra en opfattelse af, at svaret vil give en løsning på problemerne og dermed en bedring. Desværre fører det tværtimod ofte til en forværring af depressionen at bruge store mængder tid på at gruble over tanker, følelser og oplevelser.

Hvad kan du forvente af forløbet?

Terapi til behandling af depression

      I terapien vil du få en forståelse af, hvorfor du er deprimeret, og hvad du kan begynde at gøre anderledes. Du får hjælp til at blive bevidst om din måde at håndtere dine tanker på og en forståelse for dine tanke-vaner og overbevisninger, som er årsag til dine depressive symptomer.


      Du får viden om, hvordan du kan forholde dig til dine tanker på en anden måde, så du slipper fri af dine svære tanker og den onde cirkel, som fastholder dig i depressionen. Du får således den viden, du behøver for at få dit humør og din livskvalitet tilbage.


      Behandlingen tager altid udgangspunkt din aktuelle problematik. Jeg møder dig der, hvor du er og sammen samarbejder vi om, hvordan du igen får et liv i ro, overskud og balance.

        I forløbet finder vi frem til, hvad dine behov er og lægger den bedste plan for dig. Behandlingen vil være samtaleterapi, hvor der trækkes på flere forskellige værktøjer og tilgange herunder; ACT, Metakognitiv og kognitiv terapi samt Mindfulness (MBSR).


        Et forløb til behandling af depression vil typisk strække sig over 6-12 sessioner.  


        Er du interesseret i at høre mere om, hvordan du kan slippe af med din depression, er du velkommen til at kontakte mig.